KREATIV FESTIVAL

Heidi Stendorff

Tekstilhåndværker og bæredygtig designer

Heidi Stendorff er tekstilhåndværker og designer med en dyb passion for kvalitet, funktionalitet og bæredygtighed. Siden hun grundlagde sin virksomhed i 2013, har hun skabt tøj og tekstilprodukter, der forener traditionelt håndværk med moderne æstetik og langtidsholdbarhed.

I hendes skrædderi skabes tøj til mennesker, der sætter pris på originalitet og bevidst forbrug. Hun arbejder også med boligtekstiler og køkkentilbehør, og har et særligt fokus på omsyning og reparation som en vej til at forlænge tekstilers liv og værdi.

Heidi har arvet sin kærlighed til det tekstile håndværk fra sine bedstemødre og begyndte allerede som barn at sy på en håndsvinget symaskine. Senere uddannede hun sig på Fashion Academy, hvor hun lærte at skabe egne mønstre og mestre avancerede syteknikker. Hendes tilgang er forankret i respekt for materialer og en sans for detalje og funktion.

Efter at have boet og arbejdet i Sydtyskland i over et årti er Heidi nu tilbage i Danmark og klar til at dele sin kunnen og skaberglæde.

WORKSHOPS PÅ KREATIV

Sy, reparer og redesign
Giv dit tøj nyt liv med nål, tråd og fantasi. Medbring noget stof eller et stykke tøj, du ønsker at forandre, reparere eller redesigne – og lad kreativiteten føre dig videre.
Her er plads til både det skæve, det smukke og det funktionelle – og du får inspiration og vejledning til at tænke nyt med det, du allerede har.

Saml vilde urter og bind røgelsesbundter
Vi går ud i naturen omkring Tranekær og samler vilde urter med respekt og nærvær. Bagefter binder vi dem til røgelsesbundter, som du kan tage med hjem.
Du lærer om planternes dufte og egenskaber og mærker forbindelsen mellem naturens cyklus og din egen skaberkraft.