Nikolaj Bøgh fortæller om sin familie i Tranekær:

Omkring 1810 kom min tip-tip-tipoldefar Thomas Palm Bojesen (1785-1847) til Tranekær. Vi ved ikke præcis hvornår, men der findes en fin, farvelagt tegning af slottet, som bærer påskriften ”T. Bojesen 1811”. Men vi ved, at han over to omgange arbejdede for godsforvalter ved Grevskabet Langeland Albrecht Scheel, hvis stilling Bojesen overtog i 1817.

Lensgreven var på det tidspunkt den meget initiativrige og fremskridtsorienterede ”Generalen”, Frederik Ahlefeldt-Laurvig, som prøvede adskillige nye ting af i landbruget, og som desuden var meget glad for teater og musik, og i Tranekær etablerede både sit eget teater og sit eget kapel med fremragende musikere. Et af hans mange initiativer indenfor udvikling af landbruget var opførelsen af sukkerfabrikken i 1804-11. Det var under Napoleonskrigene, og rørsukker fra Vestindien var svært at skaffe på grund af fastlandsspærringen, som Napoleon havde etableret for at forhindre handel med England. I stedet forsøgte generalen af etablere en produktion af sukker fra sukkerroer, men det kom aldrig til at fungere, og den tyske mester, der var inviteret for at stå i spidsen for det, kunne ikke få sukkeret til at krystallisere. I stedet blev Sukkerfabrikken brugt til en række andre formål.

Generalens mange initiativer og interesser kostede mange penge, og samtidig var det vanskelige økonomiske tider efter statsbankerotten i 1813. Grevskabet blev flere gange sat under administration af staten, og var det også, da generalen døde i 1832. Generalen havde ingen søn, der kunne overtage grevskabet, og i stedet overgik det til hans brorsøn, Christian Ahlefeldt-Laurvig, der længe betænkte sig på, om han overhovedet skulle acceptere arven. Det lykkedes ham dog at få godset på fode igen, og efter knap et par års forløb fik han fuld råderet over det med virkning fra 1. januar 1834. 

Det har derfor givetvis været vanskelige forhold for godsforvalter Bojesen, som i en eller anden forstand har skullet arbejde både for generalen og senere hans efterfølger, og derudover for statens administrator, baron de Bretton.

Godsforvalterboligen var i Skvatmøllen lige overfor opkørslen til slottet, og derudover overtog Bojesen i begyndelsen af 1830erne Oldenbjerggården i Tullebølle Sogn som fæstegård.

I februar 1828 kom den 17-årige Bertel Leonor Møller (1810-1881) til Tranekær som medhjælper for baron de Bretton, og efter to års forløb blev han ansat som fuldmægtig hos godsforvalter Bojesen, hvor han blev til kort efter nytår 1832, hvor han tog til København for at færdiguddanne sig som exam.jur. Han fik sin eksamen i november 1832 og vendte derefter tilbage til Tranekær for igen at blive fuldmægtig hos godsforvalteren. Mulighederne for at avancere her var ret små, da forvalter Bojesen endnu ikke var fyldt 50, og han søgte forskellige forvalterstillinger ved andre godser. Den 16. september 1836 skrev lensgreven imidlertid en erklæring om, at hvis Bojesen engang i fremtiden ikke længere skulle ønske at beholde sin stilling, så ville hans egen kandidat som efterfølger i embedet være den foretrukne, hvis den pågældende i flere år havde været ansat ved grevskabet. Derefter blev Møller i sin stilling som fuldmægtig ved grevskabet, og allerede i 1842 blev det aftalt, at Møller skulle overtage godsforvalterembedet med virkning fra 1. januar 1843, dog således at de to skulle dele indtægterne på en nærmere beskreven måde. Bojesen og hans familie flyttede nu permanent til Oldenbjerggården og overlod godsforvalterboligen til Møller.

På det private plan var de to mænd også kommet tæt på hinanden i mellemtiden, for i 1839 var Møller blevet forlovet med Bojesens datter Lydia, som dengang kun var 17 år gammel. Hun svigtede ham imidlertid og giftede sig i stedet med hans fætter Christian Thejll. Et par år senere begyndte Møller at korrespondere med hendes lidt ældre søster Ingertha Marie Bojesen (1819-1907), som på daværende tidspunkt var ung pige i huset hos orgelbygger Demant i Dalum Mølle ved Odense. I marts 1845 blev de forlovet og den 26. september 1845 blev de gift i Tullebølle Kirke.

Bertel Leonor Møller havde efter alt at dømme et glimrende samarbejde med lensgreven, som hans svigerfar havde haft det før ham, men i 1856 døde han under en udlandsrejse i Paris og blev efterfulgt af sin søn Frederik Ahlefeldt-Laurvig, og under hans ejerskab fortsatte den udvikling af grevskabet med bl.a. frasalg af fæstegodset til selveje, som havde været i gang i nogle år.

I september 1865 blev den unge provstesøn fra Fyn Otto Bøgh (1846-1910) ansat som kontorist ved grevskabet, hvor han blev i to år, inden han tog til København for at færdiguddanne sig som exam.jur. Inden han forlod Tranekær i efteråret 1867 stod det imidlertid klart, at han og godsforvalter Møllers datter Eleonore Ingertha Møller (1849-1930) havde følelser for hinanden. Kort inden hans afrejse fra Tranekær havde hun siddet og læst i Christian Winthers digte, hun blev kaldt bort, men da hun kom tilbage, var bogen lukket, og der hvor hun var kommet til lå der en forglemmigej som bogmærke. Så vidste hun, at Otto havde fiet, og at hun var forlovet. Kort efter at han havde taget in eksamen blev forlovelsen offentlig omkring 1. september 1869. Der var imidlertid ikke arbejde til ham i Tranekær, eller også ønskede han at få andre erfaringer også, og han søgte forskellige andre stillinger, inden han blev soldat og herefter havde forskellige kontorjobs i Jylland.

Kort efter nytår 1873 vendte han tilbage til Tranekær og blev ansat som fuldmægtig på godskontoret. Den 21. juni 1874 (på hendes fars fødselsdag) blev Eleonore og Otto Bøgh gift i Tranekær Kirke. I 1868 havde Møller overtaget en fæstegård i Tranekær by, tæt ved kirken, og her flyttede det nygifte par nu ind, og her blev deres to første børn, sønnen Nicol og datteren Ingertha, født.

I 1875 blev Bertel Leonor Møller udnævnt til justitsråd, en hædersbevisning, som tidligere blev givet til mænd, der arbejdede indenfor juraens område. I samme periode begyndte det imidlertid at knibe med kræfterne for ham, og det kneb navnlig med at få lavet regnskaberne. Lensgreven foreslog derfor, at Møller overlod flere af sine opgaver til Bøgh, hvis (højere) løn han gerne ville give et tilskud til, så det ikke skulle belaste Møller-familiens økonomi. På den måde kunne Møller også nå at fejre sit 50-års jubilæum ved grevskabets godskontor, inden han endeligt fratrådte pr. 1. marts 1878. Herefter byttede de to familier boliger, så Bøgh-familien overtog godsforvalterboligen i Skvatmøllen, mens Møller-familien flyttede ind i gården nær kirken. I Skvatmøllen kom yderligere fem sønner til i årene 1880-1888; Frederik, Otto, Boe, Svend og Axel.

I 1881 havde lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvig 25-års jubilæum som lensbesidder og blev i den anledning udnævnt af kongen til gehejmekonferensråd (med prædikatet excellence), og som samtidig blev Bøgh i en alder af kun 34 år udnævnt til justitsråd. Lensgreven døde i 1889 og blev efterfulgt af sin søn Christian Ahelfeldt-Laurvig.

Frederik Ahlefeldt-Laurvig, ”den gamle excellence” havde Otto Bøgh en enorm veneration for, og havde et stort fotografi af ham stående på et staffeli i sit arbejdsværelse. Samarbejdet med sønnen, som efter en del års forløb fik tilnavnet ”gamle grev Christian” blev også rigtig godt. Han omlagde godsets administrationsordning, og Bøgh skiftede i den forbindelse titel fra godsforvalter til godsinspektør og blev nu frigjort fra en del af de dagligdags opgaver, som blev varetaget af den nye godsforvalter, Saugman. I stedet skulle Bøgh tage sig af den mere overordnede ledelse og langsigtede udvikling af grevskabet i et meget nært samarbejde med lensgreven. I samme ombæring blev hans løn, som tidligere for en dels vedkommende havde bestået af naturalier, også omlagt til et fastpengebeløb på 12.000 kr. om året, hvilket var en efter datidens forhold meget høj løn, den samme som ministre fik.

Lensgrevens brødre blev efterhånden også placeret godt på andre godser rundt om i Danmark, og Bøgh fungerede som rådgiver for dem alle. Sigismund overtog Ulstrup gods ved Randers, Julius giftede sig til Egeskov på Fyn, Frederik giftede sig til Hvidkilde ved Svendborg, og den yngste, senere udenrigsminister William Ahlefeldt-Laurvig, som Bøgh stod særlig nær, købte Eriksholm ved Holbæk. Derudover fungerede Bøgh også som rådgiver for flere andre godser, bl.a. Wedellsborg på Fyn og Valdemarsslot på Tåsinge.

I efteråret 1891 blev der indrettet en ny, rummelig bolig til Bøgh-familien i Sukkerfabrikken. Her blev familiens yngste, sønnen Eli født som efternøler i 1893. Hjemmet her dannede, som tidligere i Skvatmøllen, ramme om et meget levende familie- og selskabsliv, ikke mindst i sommerferierne, hvor sønnerne, som efterhånden begyndte at studere i København, ofte havde venner med hjem.

En særligt stor og festlig begivenhed var Elenore og Otto Bøghs sølvbryllup i 1899, hvor der i dagens løb var åbent hus med langt over 100 mennesker, der ville lykønske, og om aftenen stor fest for mange familiemedlemmer og venner.

I sommeren 1910 var familien samlet som sædvanlig og der var ekstra mange festligheder i anledning af, at den yngste søn Eli blev student. Kort tid efter, i september 1910, blev Otto Bøgh syg og døde efter kort tid, den 14. september, kun 63 år gammel. Hjemmet i Sukkerfabrikken i Tranekær blev opløst, og Elenore Bøgh flyttede til hovedstaden med de yngste, hjemmeboende børn, først til Hellerup og senere til Frederiksberg, hvor hun døde den 20. januar 1930.

/Skrevet af Nikolaj Bøgh i 2024